Gå til innhold

Min bror


Hedda-78

Anbefalte innlegg

Følte berre for å fortelle alle her inne at eg har mista broren min. Det er mange år sidan no, i -87. Han var tretten år, ein liten gut. Ein veldig sjuk liten gut som hadde det så vondt at han ønskte å dø for å sleppe smertene. Han slapp taket i livet og døde ein nydelig dag i mai.

Det er så vondt. Fremdeles. Han er broren min fremdeles, sjølv om han ikkje er her lenger. Eg trur at storebroren min passar på meg, slik storebrødre passar på småsøstrene sine. Sjølv om eg ikkje ser han.

Og eg er litt bitter også. For hadde han vorte sjuk i dag, hadde han mest sannsynlig overlevd. Det finst medisin mot leukemi i dag. Og eg er lei meg for at min beinmarg ikkje passa. Tenk om den hadde passa, kanskje broren min hadde levd no? Vore 28 år og passa på lillesøstra si, slik storebrødre gjer.

Medisinen han fekk mot kreften gjorde han forsåvidt frisk igjen, men den ødela hjertet hans. Han venta på nytt hjerte, eit donorhjerte, da han døde. Tenk om det hadde komt eit donorhjerte tidsnok?

Eg tenker på han så ofte. Av og til med glede, for han var ein sprudlande gutt, full av påfunn og sterk sjøl om han var sjuk. Og av og til med djup sorg, for han var ein liten gutt som leid så mykje. Små gutar skulle ikkje lide sånn!

Skulle ønske eg kunne snakke om broren min med foreldra mine. Dei har opplevd det verste som fins, miste lille gutten sin. Tenk å høre sønnen sin sei at han har lyst til å dø! Men ingenting blir snakka om lengre. Dei har ikkje gløymt han, natutligvis, men av og til skulle eg ønske eg kunne sørge i lag med foreldra mine fremdeles. Det har gått femten år, men sorga mi forsvinn ikkje. Kjem alltid til å vere der. Det kjem alltid til å vere noko som manglar. Eg skulle hatt ein bror......12

Lenke til kommentar
Del på andre sider

Fortsetter under...

Gjest Anonymous

Jeg tror aldri du kommer til å glemme....og det er heller ikke noe mål! Man glemmer aldri sin bror....aldri.

Det vil alltid være en djupt sår...skorpa blir revet bort....gang på gang....og såret blør!

Slik jeg forstår det så ligger det en "verkebyll" der..... dine foreldre har det ikke godt heller..... vanskelig situasjon.

Søk hjelp. Snakke snakke snakke.... det hjelper. Grin, skrik, vær forbannet....få det ut.

Da du mistet din bror, så var det vel ikke "vanlig" å tenke på at søsken også sørger. Finnes mange eksempler på det.... og ikke uvanlig at mange får "en trøkk" mange år senere!

Kjære deg...... føler med deg..... stå på. Snakk om din bror når du føler for det...også mens dine foreldre hører på....

Hvis de har innvendinger....så si at du trenger å snakke om det....at det fremdeles gjør vondt..... Så får vi håpe at de til slutt skjønner..... og at dere alle får det bedre "med dere sjøl".

Stå på vennen. Tenker på deg. *God klem fra meg*

Lenke til kommentar
Del på andre sider

  • 12 år senere...

Opprett en konto eller logg inn for å kommentere

Du må være et medlem for å kunne skrive en kommentar

Opprett konto

Det er enkelt å melde seg inn for å starte en ny konto!

Start en konto

Logg inn

Har du allerede en konto? Logg inn her.

Logg inn nå
×
×
  • Opprett ny...